Godadgang Logo

ARKIVERET INDHOLD

Indholdet er måske ikke længere relevant eller gældende!

Forbedret tilgængelighed – en salgssucces for Scandic Sydhavnen

Mere end hver 5. dansker er berørt af en form for funktionsnedsættelse. De fleste mennesker har nogen i deres omgangskreds, der har den ene eller anden form for funktionsnedsættelse, og hvor det er nødvendigt, at der tages lidt ekstra hensyn. Det stiller bl.a. nogle krav når eksempelvis en familie skal finde et egnet hotel, hvor hele familien uden problemer kan mødes og bo – også de eller det familiemedlem som går dårligt, har brækket ben, nedsat hørelse, eller ikke kan tåle dyr og støv.

Hos hotelkæden Scandic ser man denne målgruppe og arbejder målrettet på at udvikle kædens hoteller, så alle kan bo hos Scandic og gøre brug af konferencefaciliteter, restauranter m.m.

En række af Scandics hoteller i Danmark er mærket for tilgængelighed. Senest er Scandic Sydhavnen blevet God Adgang mærket. Alle kan nu få information om adgangsforholdene og vished for at et ophold hos Scandic ikke byder på fysiske barrierer.
Scandic Sydhavnen har 11 fuldt tilgængelige værelser og er det hotel i København med flest tilgængelige værelser. Alle værelser er med elevationssenge eller hæve/sænke senge og med connecting værelser til evt hjælpere. Derudover råder hotellet over 36 tilgængelige værelser for mennesker med sensoriske handicaps som syn og hørenedsættelse eller astma og allergi. Både restaurant og konferencefaciliteter opfylder alle Godadgang’s krav til tilgængelighed og kan benyttes af alle.

”Det er en flot indsats og God Adgang hilser Scandics bestræbelser for at udvikle hoteller for alle meget velkommen. Det er skønt at have et stort hotel i København, som både kan tilbyde tilgængelig overnatning og tilgængelige konference faciliteter, og vi er glade for at kunne være med til at informere om disse muligheder på godadgang.dk. Hotelværelser og konferencefaciliteter for alle er meget efterspurgt i København”, fortæller Ulla Kramer.

Indsatsen taler også sit tydelige kommercielle sprog. Bla. kan Scandic Sydhavnen byde mange gæster velkommen under EU topmøderne, da Socialministeriet har lagt så godt som alle deres møder hos Scandic, netop fordi forholdene er i orden for alle.
”Det giver os en klar konkurrencemæssig fordel og viser samtidig vores forpligtelse over for social ansvarlighed. Det er en stor fordel rent salgsmæssigt at kunne tilbyde tilgængelige adgangsforhold for alle. Vi har kunnet konstatere - via gæsternes interesse og vores bookinger - at vores arbejde inden for tilgængelighed værdsættes af mange flere mennesker end vores gæster med et funktionshandicap,” siger Christian Deijenberger, hoteldirektør for Scandic Sydhavnen.

Scandic Sydhavnen fik følgeskab af Scandic Front og Scandic Webers, der også for nylig er blevet God Adgang mærket.  Detaljeret information om de to hoteller kan fås på godadgang.dk

Vidste du at …
Udenrigsministeriet har også i forbindelse med EU topmøderne prioriteret gode adgangsforhold for alle højt. Godadgang har bl.a. leveret informationer om tilgængelige værelser i København til firmaet Crone & Co., som håndterer indkvarteringen af mødedeltagerne under topmøderne.  

Ulla Kramer

Ring eller skriv til os, hvis du har en virksomhed eller en bygning, som skal God Adgang mærkes.

info@godadgang.dk - tel. 51 34 35 96