Godadgang Logo

ARKIVERET INDHOLD

Indholdet er måske ikke længere relevant eller gældende!

Toppen af Danmark formulerer flot vision:
Danmarks mest tilgængelige turistdestination

På Toppen af Danmarks fyraftensmøde, der finder sted 4. oktober i Skagen, vil direktør Pauli Jørgensen formulere en vision for turismesamarbejdet i Hjørring og Frederikshavn kommuner: Toppen af Danmark skal være Danmarks mest tilgængelige turistdestination for mennesker med funktionsnedsættelse.
”Der er god grund til, at en turistdestination som Toppen af Danmark arbejder med tilgængelighed for mennesker med funktionsnedsættelse. Hver femte europæer er nemlig berørt af en funktionsnedsættelse, enten fordi de er født med et handicap, fordi de er blevet ældre, eller fordi de er ramt af en sygdom eller af en ulykke. Som alle andre ønsker også mennesker med funktionsnedsættelse at rejse på ferie. Det gælder ikke mindst den voksende gruppe af ældre, som i dag rejser mere end nogensinde, og som er blandt vores primære målgrupper i Toppen af Danmark. De har en helt naturlig forventning om, at de kan komme på ferie hos os – også selvom hørelsen, synet eller mobiliteten begrænses med alderen”, forklarer direktør Pauli Jørgensen, Toppen af Danmark.

”Mennesker med funktionsnedsættelse ligner alle andre mennesker med den ene forskel, at de har et handicap. Hvis vi vil sælge vores turistprodukter til familier, hvor én er i kørestol, eller til en rejsegruppe bestående af tre generationer, hvor én eksempelvis har allergi, stiller det nogle krav, som vi må søge at imødekomme ved at tænke dem ind i vores tilbud og vores faciliteter”, tilføjer Pauli Jørgensen.

Turisme for alle ” – et idékatalog
I forbindelse med helårsturismeprojektet Naturen+ har Toppen af Danmark fået udarbejdet et idékatalog med titlen ”Turisme for alle”. Bag kataloget står Kuben Management i samarbejde med foreningen God Adgang og Syddansk Universitet, og baggrunden for kataloget er netop Toppen af Danmarks vision om at være den første tilgængelige feriedestination i Danmark, som har et udbud af produkter og services til alle – og dermed også til mennesker med funktionsnedsættelse.

”Formålet med kataloget er at inspirere og motivere turisterhvervet og kommunerne i Toppen af Danmark til at arbejde med en udvikling af turistprodukter, hvor der er tænkt på tilgængelighed og ”det ekstra”, som mennesker med funktionsnedsættelse har behov for”, siger Pauli Jørgensen.
”Turisme for alle” handler således om at øge tilgængeligheden på alle områder i turismen – såsom transport, overnatningssteder, spisesteder, kundeservice, aktiviteter, udstillinger og attraktioner, markedsføring og bookingsystemer m.m. ”Turisme for alle” har som mål, at alle skal kunne færdes i det helt almindelige samfund og opleve de turistprodukter, som allerede findes.
”Der skal altså ikke nødvendigvis laves noget særligt målrettet mennesker med funktionsnedsættelse, men der skal ske en udvikling, så de eksisterende og nye turistprodukter er og bliver tilgængelige for alle. Hermed vil virksomhedernes kundegrundlag øges. Jeg håber, at rigtig mange at turismens offentlige og private aktører vil gennemlæse kataloget og blive inspireret til at arbejde med tilgængelighed i fremtiden, så vi kan nå vores vision inden alt for længe”, slutter Pauli Jørgensen.

Nærmere oplysninger:
Direktør Pauli Jørgensen, Toppen af Danmark, tlf. 98 42 31 49

Ulla Kramer

Ring eller skriv til os, hvis du har en virksomhed eller en bygning, som skal God Adgang mærkes.

info@godadgang.dk - tel. 51 34 35 96